Cirque

“Leverandør af telefoni – og bredbåndsløsninger til erhvervsvirksomheder og bolig/bynet.
Grundlagt i 1999 og beskæftiger i dag mere end 50 medarbejdere”

ISO 9001 godkendelse var løftestangen til en yderligere professionalisering af virksomheden

Krav om forretningsmæssige resultater

I 2004 stod vi overfor et lovgivningsmæssigt krav om en ISO 9001 certificering af visse af vores processer.

Når nu vi alligevel skulle bruge tid og penge på dette, ville vi ikke bare have certifikatet, men også en reel professionalisering af virksomheden – som kunne føre til konkrete forretningsresultater. Vi valgte derfor at lade samtlige virksomhedens processer certificere og at inddrage direktør Kim Hjermind for at få ekspertise og en ”second opinion” udefra.

Fokus på forbedringer og målinger

Vi valgte at opdele vores forretningssystem i ledelses, kunde- og supportprocesser. Herefter tog vi fat på at åbne hver proces og beskrive hvordan vi egentlig gør tingene. Det viste sig hurtigt, at opgaven ikke bare var at beskrive – men lige så meget at forbedre processerne, når nu vi havde fat i dem og havde hele overblikket.

Den anden hovedopgave var at etablere et sæt operationelle indikatorer, som var knyttet til hovedprocesserne. For at gøre det rigtig meget nærværende besluttede vi, at alle indikatorer skulle vises online og være synlige for alle medarbejdere i virksomheden. Vi indkøbte 6 store fladskærme, som blev sat op midt i kontoret, hvor alle passerer forbi mange gange om dagen.

Resultater

Først må vi selvfølgelig nævne ISO 9001 certifikatet. Vi blev auditeret og godkendt til den aftalte tid og helt uden anmærkninger – så var det på plads!

Dernæst har vi fået et samlet forretningssystem – som på et passende niveau – beskriver hvordan vi driver vores forretning. Og et sted hvor vi fremover kan forankre nye tiltag og ideer.

Endelig har forretningssystemet – og ikke mindst vores on-line indikatorer – givet en åbenhed omkring hvordan det går i virksomheden, som længe havde været efterspurgt af medarbejderne.

Så alt i alt har vi fået en ny – og meget professionel – platform for vores videre udvikling og ekspansion.

Kristoffer Basse, Adm. Dir.
Cirque